HOLTUG NYHEDSBREV
November 2023

Bøgeskovens Havn er smadret af stormen.

 I godt 5 år har medlemmer af Foreningen Bøgeskov Havn arbejdet ihærdigt på at vende situationen i Bøgeskov Havn og gøre den levedygtig.

Vi overtog i sin tid en meget nedslidt havn med en noget reduceret mulighed for at modtage betalende gæstesejlere. Gennem ihærdig fondssøgning og rigtig meget frivillig arbejdskraft fik vi vendt havnen rundt. Der blev bygget nye træbroer og vi kørte masser af tons sten ud på den gamle vestmole for at forstærke den, ligesom der er blevet lavet forstærkninger på molehovederne, som var dømt til at bryde sammen. Havnen blev oprenset (det et dyrt) og vi fik indkøbt en kutter, som vi bruger til at vifte indsejlingen til havnen fri for sand og tang – det er en mandskabskrævende proces, men det virker.

Alt i alt fik vi lavet en funktionsduelig havn, som nu fremad skulle kunne give et årligt ”overskud” på omkring 100.000 kr., som løbende kunne bruges på at lappe endnu mere sammen på havnen. Overskuddet kommer via gæstesejlere om sommeren; da vi overtog havnen kom der 400 om året (2019) – i 2022 var vi oppe på godt 900 betalende gæstesejlere. Det var vi godt tilfredse med!

Alt dette er nu ødelagt af stormen. De fleste i Holtug har sikkert været nede og se, hvor alvorligt det er.

Vi skal nu bruge det næste år eller to på at komme på fode igen og få genskabt vores skønne naturhavn. Tonstunge kampesten er af stormen smidt ind i havnen og de skal ”pilles op” og lægges på plads og vi skal have endnu flere sten lagt på den udvendige mole. Derefter skal vi have renset op i havnebassinet – der er skyllet så meget tang ind i havnen, så der ikke længere er særlig dybt. Det her nævnte arbejde er anslået til at koste godt 220.000 kr. og så er det jo kun begyndelsen. Der skal sidenhen bygges nye træbroer og en ny mole, der hvor havnekontoret lå – og der skal laves meget, meget mere, end jeg kan nævne i dette lille skrift…

Vi har gennem disse 5 år fået knap 1,3 million kr. i fondsstøtte fra lokale fonde til renovering af havnen og vi har selv lagt alt, hvad vi har tjent, oveni. Vi vil stadig søge fonde men vi kan ikke længere hente de samme midler i de lokale fonde, som jo har bidraget så rigeligt. Derfor laver vi nu en indsamling primært via Facebook, som vi forsøger at gøre ”landsdækkende” – der er jo så mange sejlere ude i landet, som har nydt vores lille naturhavn. Dem vil vi bl.a. også appellere til i vores kommende indsamling.

Heldigvis har vi stadig entusiasmen og meget frivillig arbejdskraft omkring havnen. Og vi VIL bygge havnen op igen og vi vil gøre det trin for trin. Det første store trin består i at skaffe økonomi til genopbygningen.

Vi vil appellere til Holtugs borgere om også støtte os med bidrag til økonomien – mange bække små giver til sidst en ny havn!
Vi vil være taknemmelige for enhver donation på mobilepay: 90 76 69


På forhånd tak for bidrag, store som små. Jeg skal nok holde Jer løbende orienteret, om hvordan det går os.

Venlig hilsen
Lars Honoré

---

Nyt fra Borgerforeningen

 Holtug Borgerforening har nu 117 husstande som medlemmer.

Havnen blev ramt af en stormflod d.20/21 oktober med omfattende ødelæggelser til følge. Der var tale om en 100-årshændelse. Det må være hårdt for de mange frivillige at se mange års arbejde skyllet i havet. Det kommer til at kræve mental styrke at kunne holde modet og gejsten oppe.  Der vil være brug for at vi alle bidrager til at havnen kommer på fode igen.

I Holtug Borgerforenings vedtægter står der at vi skal medvirke til at fastholde og udbygge det lokale særpræg og miljø. For os betyder det at vi vil støtte havnen i at komme tilbage på sporet på alle måder.
Derfor støtter vi havnens indsamling med 25.000 kr.

Havnen er en attraktion for Holtug og hele lokalområdet. Den fremmer at vi er et attraktivt bosætningsområde. Fremadrettet har havnen et stort potentiale i aktiviteter for mange af vores borgere.

Holtug Udlån og Genbrug
Er klar til udlån. Senest har vi modtaget et pælebor, en drænspade og en lang stige som kan lånes. Vi vil på hjemmesiden føre en liste over udlånsgenstande.

Læs mere på hjemmesiden www.holtug.stevnslandsbyer.dk

---

Kommende aktiviteter, i foreninger og grupper.
Se mere på www.holtug.stevnsLandsbyer.dk
og hold øje med Facebook

Juletræstænding på Grønningen, søndag 19. nov.
Hold øje med Facebook for mere info.

Folkekøkken
Efterårets folkekøkkener er planlagt til:
23. nov.
18. dec.
Tilmelding til Lisbet på 51327455

Kræmmermarked / Julemarked, 
26. nov. kl. 10:00 - 16:00
Yvonne på Holtug Linievej 6 har taget initiativ til at vi får et kræmmer/ julemarked i Holtug. Der vil være boder med håndarbejder, kreativiteter, finurlige skåle og kander, nisser og julepynt. Ja der vil være en masse kræmmere med alverdens ting som du ikke kan undvære. Du kan også få slebet dine knive af byens skærsliber så alt er klar til udskæringen af julens flæskestege.

Der bliver cafe’ i vores historiske skolestue som omdannes til byens bedste julecafe’ med udsøgte lækkerier.
Kom og smag på julen. Det bliver fantastisk hyggeligt

Vinter solhverv ved Bøgeskoven
16. dec.
Hold øje med Facebook for mere info.


Gymnastik hver mandag formiddag fra 09:45 til 10:45
Tilmelding til Lisbet på 51327455 - eller bare mød op.

---