Den 19.8. havde vi besøg af komiteen der skulle kåre årets landsby i Danmark. Temaet var ’En landsby, hvor vi tager hånd om hinanden.’ Komiteen var begejstret over vores aktivitetsniveau og vi havde en festlig dag i vores telt. Det har været sundt for os at kigge på hvad vi kan være stolte af i vores by, herunder de mange frivillige indsatser.
Vinderen af titlen som årets landsby blev Asaa fra Brønderslev Kommune. Formanden for komiteen Helene Simoni fortæller at Asaa vinder fordi de i højeste grad spiller ind i Årets tema ”En landsby, hvor vi tager hånd om hinanden”
Asaa har bl.a. fristedet, der giver skolebørn mulighed for at få samvær med frivillige voksne, lektiehjælp og en kop kakao onsdag eftermiddag og et friplejehjem med masser af frivillige, der præsenterer deres bud på det gode ældreliv. Asaa har lidt over 1000 indbyggere.
Efter at ha’ læst om indsatserne i Asaa synes jeg at de er en fortjent vinder af titlen som årets landsby. Et stort tillykke herfra til Asaa.
Som finaledeltager modtager vi 25.000 kr. I samarbejdsforum vil vi indkalde til et møde, hvor alle foreninger og grupper har mulighed for at komme med forslag til hvad pengene skal bruges til.