Spring til indhold

Klintekongen har indtaget Holtug

KLINTEKONGEN HAR FÅET NYT REFUGIUM!
Line Krogh Lay den 6. aug 2021

I dag var jeg i Holtug for at holde tale for selveste Klintekongen og indvielse af hans nye bopæl blandt blomster og frugttræer på Grønningen i Holtug. Jeg er så vild med, at mange af de stevnske landsbyer har et grønt “torv” som byens centrum, hvor man kan mødes og dyrke fællesskabet. Nu altså sammen med Klintekongen, som ligger al sin magt og vælde og tager en slapper midt i alt det grønne.

Af en firehundrede år gammel eg fra Herfølge er han lavet, og den sidste finish bliver udført de kommende dage.

Hvis du er nysgerrig, kan du læse min tale for ham her.

Før i tiden sagde man, at kongen af Danmark ikke turde krydse Tryggevælde Å og Stevns Å, fordi på halvøen Stevns herskede Klintekongen – og han var barsk.

Onde tunger siger, at Christian 4. jagede ham på porten og tog kontrollen over Stevns. Det ved enhver stevnsbo dog er en sandhed med visse modifikationer. For Klintekongens vogn trækkes af fire sorte heste, og når de farer over havet med ham og hans vogn ud for de stevnske kyster. Ja, så får vi matsort hav. Og det er jo almen viden for ethvert barn her på egnen, at vi stadig får det, når det med ganske jævne mellemrum trækker op til uvejr.

Han et her skam endnu. Kan I mærke det hviske i vinden, træerne, i undergrunden?

Og når man er så stor en hersker som Klintekongen har man bolig mange steder. Fx i klinten, i Sankt Katarina Kirke i Store Heddinge, som står i hans benende her og nu altså også en solfyldt plads i Holtug på Grønningen – et tiltrængt refugium eller måske en kolonihave. Det er da skønt, at han har fået øjnene op for landsbyernes åbenbare kvaliteter.

Stevns Kommune er enige med ham i, at det er godt i landsbyerne, og kommunen ønsker at bakke op om det private initiativ, som dette er et godt eksempel på. For det er jo netop borgerne her, der af eget initiativ har inviteret den gamle klintekongetil lidt afslapning og landsbyidyl. Her kan vi så alle hilse på ham og få os en hyggelig snak om tiderne, der skifter eller bare dvæle sammen med ham ved roen. Normalt er han jo svær at træffe, mens han farer rundt og passer sine klinter og elementernes rasen.

Vi skal have liv i landsbyerne, vi skal styrke fællesskaberne, vi skal gøre Stevns til en af de mestattraktive og dynamiske landkommune i det danske kongerige. Derfor har kommunen både en kulturel pulje en grøn naturpulje og en landsbypulje, som kan medvirke til at gribe de gode idéer, som alle I får rundt omkring i kommunen. De bedste idéergror nedefra, og netop I ved, hvad der kan bidrage mest til at gøre netop jeres lokalområde endnu mere livligt og rart at være i.

Vi skal skabe forandring sammen – positiv forandring. Men vi skal gøre det uden at miste det, der er helt særligt ved Stevns. Vi skal bygge ovenpå det, stille os på tæer på skuldrene af det, samtidig med, at vi bevarer kontakten til den stevnske sjæl, den stevnske muld og den stejle Klint af kridt og flint. Vi bor på et fundament, som i al sin skrøbelige omskiftelige natur er uendeligt stærkt. Måske netop fordi det kan ændre form. Men det er altid og vedvarende Stevns.

Det er stadig klint, kridt, flint, muld, hav!

Stevns er kendetegnet ved en blomstrende iværksætteånd og mange mange ildsjæle. Lad det være min påstand, at det er vokset ud af at stå på et grundfjeld, der kan så mange forskellige ting. Alt fra at lave ild og værktøj til at bygge huse og skrive med og meget mere.

Vi står fast, men er i evig bevægelse! Det er den stevnske ånd!

I dag står vi her i solen på Grønningen, og sammen skal vi indvie Klintekongens nye domicil. Han har allerede gjort sig det mageligt og troner liggende med sin krone. Vokset ud af naturen selv. Ud af egetræ med lidt hjælp fra en flok motorsave og ikke mindst fra kunstneren Allan Bo Jensen. Han ligner fuldstændigt min barndoms indre billede af den gamle konge af Stevns.

Mange har bidraget til, at vi kan stå her i dag. Tak for det!

Kommunen har bidraget med den nemmeste del af opgaven. Vi har nemlig bevilget 41.500 kr. fra kulturpuljen til en del af projektet, så visionen kunne gribes og blive til virkelighed. Det er jeg stolt af at vi kan som kommune.

Tak for initiativet og tillykke til os alle sammen med denne klintekongens lounge – også til Klintekongen selv, som troner svært tilfreds her midt i byen på jeres grønne, rekreative samlingssted.

 

 

 

 

 

Del på Facebook

Kalender

<< maj 2023 >>
mtotfls
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4

Kommende arrangementer

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev

Statistik

Total 1071 31936
I dag 0
Denne uge 48 776
Denne måned 0 2262